1982 - Ericsson NMT bærbar mobiltelefon

Siden 1951 har man haft mulighed for at få installeret telefon i bilen. Samtalerne blev ekspederet manuelt via rigstelefonen, men systemet havde visse ulemper. For eksempel skulle man vide, hvor i landet bilen befandt sig, og samtalerne kunne aflyttes af andre med biltelefon.
Derfor foregik der slutningen af 70'erne et nordisk samarbejde om udviklingen af et fælles fuldautomatisk mobiltelefonsystem.
Det nordiske mobiltelefonsystem eller NMT, som det i daglig tale kaldes, blev sat i drift ved årsskiftet 1981/82. Det dækkede da Danmark, Finland, Norge og Sverige. Målet var, at NMT systemet både i brugen og funktionen så meget som muligt skulle ligne det almindelige telefonsystem.
Mobiltelefoncentralen, en processorstyret digital AXE central, registrerer selv, hvor mobiltelefonen befinder sig, uden at den, som ringer op, behøver at tænke på, i hvilket af de nordiske lande den pågældende opholder sig, da mobiltelefonen altid kan kaldes på det samme telefonnummer.
NMT-systemet fik en række avancerede funktioner, som vi senere har stiftet bekendtskab med på det almindelige telefonnet. Blandt andet kan man nævne omstilling af opkald til et vilkårligt telefonnummer, hvis telefonen ikke besvares, og mulighed for at indkode de telefonnumre, man oftest benytter i telefonen. Det har desuden været banebrydende i udviklingen af det senere digitale GSM mobiltelefonsystem.
Den her viste mobiltelefon er svensk og fremstillet af firmaet Ericsson Radio Systemer.
Post & Tele Museum - Købmagergade 37 - Postboks 2053 - 1012 København K
Tel. 33 41 09 00 - email:museum@ptt-museum.dk
|